Truede arter

For nylig læste jeg en artikel om klodens truede arter.
En af de arter, som er i kraftig tilbagegang, og som nok vil forsvinde inden for de næste 100 år er monarksommerfuglen, Danaus plexippus, en sort-orange sommerfugl med sorte striber og hvide pletter - i familie med den danske ”nældens taksvinge”. Monarksommerfuglen tilbagelægger på sin rejse fra det nordlige Canada til Mexico en distance på næsten 4000 km og sommerfuglenes lange rejse er stadig et mysterium. Forskere har dog fundet ud af, at de navigerer efter en slags indre solkompas, som gør dem i stand til at tilbagelægge den lange rejse til Mexico og finde deres egen vej tilbage.

I løbet af denne lange rejse udklækkes nye generationer, så det er efterkommere af den første generation, der vender tilbage til de selvsamme skovområder, ja ligefrem det selvsamme fyrretræ i Nordamerika, som deres forgængere rejste fra. Sommerfuglene tåler ikke frost og flygter derfor fra det ustabile vejr til deres vinterrefugium i bjergkæderne i Mexico, hvor temperaturen er mere stabil. Når vinteren er omme flyver deres efterkommere tilbage til Nordamerika, hvor der er rigeligt med silkeplanter. Som nogle af de eneste arter i økosystemet kan monarksommerfuglene nemlig tåle den gift, som silkeplanten også indeholder. Samtidig spreder de silkeplantens pollen. Men klimaændringerne er i gang med at rykke fyrreskovenes udbredelsesområde tilbage, og videnskabelige undersøgelser peger på, at fyrreskovene er væk om 75 år, hvis den globale opvarmning fortsætter. Monarksommerfuglenes forsvinden vil således ikke blot medføre tabet af en enkelt art, men en helt kæde af begivenheder, der er spundet sammen over store geografiske områder.

Historien om disse truede arter efterlod mig med en underlig tomhed. Som om disse uanseelige væsners forsvinden-ud-af universet på ingen måde kunne erstattes. Sommerfuglenes forsvinden var som en umærkelig henfaldende tilstand, der ikke efterlod sig andre spor end en tavs insisteren på disse væsners fortsatte væren-i-verden. Som om sommerfuglene med deres fine silketråde havde spundet en usynlig, beskyttende struktur i verden, som vi med deres forsvinden ikke længere ville kunne navigere efter.

Hvordan ville vi dog kunne leve med, at disse væsner snart vil forlade vores klode? Som en overskridelse af en usynlig grænse, var deres forsvinden som et uundgåeligt tipping point of no return, hvorefter det ville være umuligt at finde tilbage til et nulpunkt og begynde forfra. Arternes forsvinden ville kaste os ud i en labyrintisk vildfarelse, som ville sløre sporene til fremtiden og brænde alle broer tilbage. Arternes forsvinden var som fixstjerner, der langsomt brænder ud for at efterlade kloden i et knugende, mørkt vakuum. Homo sapiens overladt til sig selv. Uden andet at styre efter end et hengemt overlevelsesinstinkt. Næppe noget kønt syn. Måske var Homo sapiens i fremtiden en mere truet art?

I denne triste fornemmelse var der dog stadig en form for værdighed til stede. Trods dette blev det mig klart, at de truede arters forsvinden var som en unavngiven forbrydelse, vi alle havde en anpart i. En forbrydelse, som ingen kunne tage rigtig alvorligt. For hvem skulle stilles til regnskab? Spørgsmålet fortonede sig i en kæde af komplekst forbundne begivenheder, som ikke kunne spores tilbage til nogen endegyldig årsag. Der var dog mange gode bud: klimaforandringerne og globaliseringen. Befolkningstilvæksten. Den eksponentielle, teknologiske udvikling og middelklassens eskalerende forbrug. Men der var ikke nogen, der med sikkerhed kunne udpege den endegyldige årsag, og derfor kunne de skyldige ikke findes. Alle, der måtte eller kunne tænkes at være skyldige i denne forbrydelse, måtte derfor gå fri.

Da ingen kunne forhindre det uundgåelige at ske, og vi vedblev med at fortrænge disse forunderlige væsner, måtte Homo sapiens derfor nøjes med at beklage det, der skete. Kunstnere og talsmænd fra hele verden samledes om sommeren ved fyrreskovene i Nordamerika for at følge sommerfuglenes rute, og fremragende musikere uropførte et symfonisk, orkestreret værk under åben himmel skrevet til ære for sommerfuglene. Videnskabsmænd havde i utallige årtier, ja århundreder – de første data gik faktisk flere hundrede år tilbage – udført en omfattende dataindsamling og registreret monarksommerfuglenes levesteder, antal og yngel for at kunne danne sig et overblik over artens tilbagegang. Tabstallene blev nøje opgjort og løbende ajourført i databaserne, og ved hjælp af de selvlærende algoritmer blev der udarbejdet prognoser over artens udryddelseshastighed ud fra alle de aktuelle og potentielle risikofaktorer, der kunne tænkes at true bestanden. Myndighederne havde iværksat en omfattende overvågning af naturområderne, og der blev udarbejdet tilstandsrapporter og indikatorer for at vurdere levestedernes tilstand. Politikere vedtog en lang række love og regulativer, der skulle sikre de sidste levesteder for bestanden. Men lige meget hjalp det. Ulovlig skovhugst, skovbrande og pesticider truede konstant artens overlevelse. Desuden var der altid nogle særlige paragraffer, der gjorde det muligt at omgås lovene. Trods alle de ihærdige anstrengelser og bestræbelser, skrumpede naturarealerne år for år mere ind, og levestedernes naturkvalitet forringedes. Den møjsommelige dataregistrering og naturovervågning synes således helt og aldeles forgæves.

Af alt dette var mangt og meget beklageligt, men det sidste fandt jeg ligefrem sørgeligt.