Douglasgranen

Douglasgranen

Uden for mit vindue står et træ. En douglasgran med bløde, mørkegrønne nåle og raslende knogler, der pludselig kan falde til jorden med en dump lyd. Når solen skinner, kastes der lange skygger af grenene på græsplænen, som duver blidt frem og tilbage i vinden. Det ligner en masse små koste, der lynhurtigt fejer hen over græsset. Når jeg åbner mit vindue, kan jeg høre nålenes sagte viften, som, når vinden tager fat, bliver til en hel fuga, der brusende vælder frem.

Når jeg går i stå med mit arbejde bag computeren på mit skrivebord, bliver jeg ofte ganske indfanget af synet af den grønne douglasgran uden for. Den rødbrune og skorpede stamme med de bugtede furer er som et kort over et bakket landskab med floder og bjerge. Indvendig gemmer stammen et kompliceret rørsystem, der kan transportere stoffer over meterlange afstande. Vand fra rodnettet i jorden transporteres mod tyngdekraften gennem de millimetertynde vedkar helt op til de øverste blade i træets top for, ved hjælp af lysenergi og luftens CO2, at blive omdannet til sukker og ilt. Som en grænseflade mellem liv og stof, mellem træets indre stofskifte og den omgivende atmosfære, lever træet i et konstant udvekslingsforhold med sin omverden. Et udvekslingsforhold, der fører den frigivne ilt gennem luften over i mine blodbaner, og derfra videre ud til hver enkelt af min celles mitokondrier for at producere energi til mit hjerteslag og åndedræt. Træet rækker endnu længere ud og er næret af forvitringen af mineraler i jordbunden, nedbøren og mikroorganismerne. Det er slet ikke til at sige, hvor træet begynder og hvor det holder op.

Som amatørbotaniker har jeg fået et indgående kendskab til planternes anatomi og fysiologi, og jeg er dybt fascineret af de naturvidenskabelige opdagelser inden for planternes evolution og fylogeni. En dygtig naturvidenskabsforsker er som en mesterdetektiv, som med sin sikre fornemmelse for detaljens betydning forfølger ethvert spor som et tegn, der peger ud over sig selv. For sådan er det også i naturen. Alt levende er ikke noget isoleret set, enhver organisme kan kun forstås som en del af sit omgivende miljø. I naturen hænger alting sammen og alt liv, alle arter, er beslægtet gennem evolutionens komplekse netværk. I løbet af de seneste årtier har molekylærbiologien ganske revolutioneret vores opfattelse af slægtskabet mellem arterne. Hvor de første stamtræer baserede sig på sammenlignende anatomi og ydre, morfologiske forskelle, er DNA-analyserne en langt mere eksakt metode til at fastsætte slægtskabet mellem arterne. DNA-analyserne har kastet et helt nyt blik på planternes evolution og viser, at planterne tilhører eukaryoterne, dvs. celler med en egentlig cellekerne, og disse nedstammer igen fra eu- og archaebakterierne. Som en slags symbiose af dette første, tidlige mikrobielle liv udvikledes for omkring 1,7 milliarder år siden celler med cellekerne, og disse blev senere forfædre til de første egentlige planter, karsporeplanterne: ulvefod, levermosser og padderok. Først langt senere kom blomsterplanterne, som i dag er den mest artsrige gruppe af landplanterne, til.

Min egen fascination af det organiske har udformet sig til en livslang lidenskab. Gennem mine mange år i felten har jeg fyldt utallige mapper og notesbøger med indsamlede plantearter fra det ganske, danske land: lige fra engen, marsklandet og skoven til overdrevet og heden. Douglasgranen finder jeg i ringbindet med nåletræer. Douglasgranen er faktisk en samlet betegnelse for en hel slægt med seks forskellige arter af stedsegrønne nåletræer, hvoraf kun de tre er beskrevne. Douglasgranen tilhører granfamilien pinaceae, en familie under granordenen, pinales. Hele granordenen rummer i alt otte familier, der omfatter hele klassen af alle nulevende nåletræer. Denne orden hører igen under klassen Pinopsida, som igen tilhører rækken af nøgenfrøede planter, gymnospermae, som igen hører ind under planteriget. Inden for hele granfamilien findes 220 arter fordelt på 11 slægter bl.a. fyr, gran og lærk. Jeg har et helt ringbind alene fyldt med nåletræer, både de hjemmehørende arter som nordisk skovfyr, klippeædelgran og almindelig ene – og så dem, der er indvandrede i den danske natur som f.eks. douglasgranen. Douglasgranen stammer oprindeligt fra Nordvestamerika, hvor de kan blive op til 1000 år gamle og op til 90 meter høje. I min mappe har jeg indsat et presset eksemplar af nålebladene fra to af de i alt tre beskrevne arter – hhv. blå Pseudotsuga menziesii variant glauca og grøn douglasgran Pseudotsuga menziesii variant menziesii. Jeg har også indsat mine egne tegninger af han- og hunblomsterne i samlingen – raklerne og koglerne. Douglasgranen er enbo som alle øvrige nåletræer, der findes både hun- og hanblomster på samme træ. De hanlige blomster sidder samlet i stande af gul-røde støvblade, raklerne, og de hunlige blomster sidder samlet i små blomsterstande – koglerne med deres karakteristiske tretandede dækskæl, som ligner små slangetunger, der stikker frem. Derudover har jeg også noteret lys, vind- og jordbundsforhold for planten.

År efter år har jeg således føjet art til art i mit helt eget Systema naturae. Selvfølgelig kun en amatørs samling, men ikke desto mindre rummer den arter, der enten er uddøde eller stærkt truede i den danske natur. Glæden ved at indsamle og føje nye arter til samlingen forstår kun en botaniker. Som at stå foran et uberørt landskab og bane stier ind i et ufremkommeligt vildnis. Gennem min kortlægning af arternes slægtskab, har jeg fået en forståelse af de usynlige forbindelser i naturen, som går hen over hovedet på en utrænet iagttager. Navngivningen af arter er baseret på Linnés system, der i sin enkelhed er intet mindre end et genialt system. Baseret på en ganske enkel navngivningsmetode grundlagde Linné en logisk og stringent metode, der gjorde det muligt at navigere i den mangfoldighed af forskellige arter, der bebor og har beboet vores planet. Binomialnomenklaturen er blot baseret på blot to navne – arten og slægten (slægten angives først med stort bogstav, dernæst angives arten, f.eks. Homo sapiens) – som gør det muligt at skille den ene art fra den anden. Denne videnskabelige navngivning af arterne muliggør endvidere klassifikationen, som er en nøgle til at forstå slægtskabet mellem forskellige af arter. Har man således først artsbestemt en given organisme (og har man vel at mærke gjort det korrekt – det kan unægtelig volde en del vanskeligheder i starten), kan man ud fra dens placering i det taksonomiske hierarki få en masse yderligere viden om den. For enhver art deler en masse øvrige karakteristika med øvrige arter under samme slægt, orden og klasse. Det er som et kinesisk æskesystem, hvor den største og yderste æske kan gemme uendeligt mange mindre æsker inden i: de højere taksonomiske niveauer udspringer af de lavere taksonomiske niveauer, og de laveste niveauer omfattes af alle dem højere oppe. Douglasgranen deler således en masse træk med alle de øvrige arter under granfamilien, den har f.eks. nåle i stedet for blade, er vindbestøvende, sætter kun sine frø i kogler eller barkkogler og hører ind under de nøgenfrøede planter, altså de planter hvis frø udvikler sig på et åbent blad (modsat de dækfrøede, som gemmer deres frø i en kapsel).

Arten er således mindsteenheden i Linnés sindrige system. Ikke individet, men arten. Arten er en samlet betegnelse for individer som naturligt kan få fertilt afkom med hinanden. Individer tilhørende forskellige arter kan ikke få levedygtigt afkom og derfor udgør arten en naturlig barriere i naturen. Arterne er det udgangspunkt, hvorfra vores viden om naturen må udgå. Giv mig blot et punkt, som jeg kan stå på, så kan jeg flytte verden, som den berømte Archimedes sagde, og dette sikre udgangspunkt er arten. Den forskel, der gør en forskel!

Arterne er udgangspunktet for at sætte hele den levende verden i system – skabe kosmos af kaos. Et tilsyneladende paradoks. For kan man virkelig begribe hele naturens levende mangfoldighed gennem et eneste system? I Linnés “Systema naturae” anses arterne som statiske, uforanderlige størrelser – det var først Darwin, der grundlagde forestillingen om arternes udvikling. Ikke desto mindre er det tankevækkende, at det faktisk var Linnés system, der udgjorde fundamentet for evolutionsteorien, for Darwin kunne forklare Linnés hierarkiske klassifikationssystem ud fra idéen om, at der måtte findes et tilsvarende hierarki i naturen. Et slægtstræ, der fører fra de nærmest beslægtede arter til de fjernere beslægtede arter. Det er således kun ved at gå systematisk og kategorisk til værks, at forbindelserne mellem arterne træder frem. Uden dette system ville vi slet ikke kunne orientere os i forhold til klodens øvrige arter. Og jorden ville stadig henlægge i et dunkelt mørke.