Tipping point
De fleste processer foregår egentlig meget langsomt. Fra en stjernes fødsel til det første mikroskopiske liv er der forløbet milliarder af år.
I naturen er der altid tale om en gradvis folden-sig-ud. Alle organismer er nøje afstemt hinanden, de opstår, forgår og afløser hinanden som en stadig succession af hændelser. Dette er naturens måde at undgå, at alting sker på en gang. Som i et stort symfonisk orkester må ethvert instrument finde sin plads i helheden for at komme til sin ret. Der må gøres plads til at den enkelte stemme kan folde sig ud for en stund for dernæst at vige pladsen for andre. På samme måde er alt i naturen nøje afstemt i tid og rum, og dette betinger arternes folden-sig-ud. Arternes folden-sig-ud er dynamiske kraftudfoldelser, der folder sig ud ved deres egen kraft i samvirken med de øvrige arter i deres omverden.
Der er dog også den gradvise forsvinden-ud af verden. Som de truede arters stadige forsvinden-ud-af universet. Disse to processer har dog imidlertid altid eksisteret side om side, arternes folden-sig-ud og deres stadige forsvinden-ud-af universet nærer og betinger til stadighed hinanden. For selv om Kejserkåben – Argynnis pahia – og andre sjældne sommerfuglearter uddør, opstår og udvikles der også til stadighed nye arter.
I Homo sapiens tidsalder er balancen dog forskubbet mod en større forsvinden-ud-af-universet, idet de truede arter forsvinder i et hidtil uset tempo. Alle de indsamlede data fra iskerneboringer, lossepladser og søbundssedimenter peger i samme retning – jorden oplever sin 6. masseudryddelse af arter i løbet af de 700 millioner af år, der har været højtudviklede arter på planeten. Sporene peger på Homo sapiens som selve årsagen bag denne masseudryddelse. Homo sapiens, der som ingen anden art har sat et så eftertrykkeligt aftryk, at rester af kyllingeknogler, mikroplast og sod, aluminium og beton er spredt ud over hele planeten.
Denne voldsomme forsvinden af arter kan sågar medføre en økologisk katastrofe, et tipping point – et pludseligt skift mod en ny og kaotisk tilstand. I stabile miljøer er økologiske systemer i dynamisk ligevægt mellem organismer og deres omgivende miljø, og kan på grund af deres selvregulerende feedbackmekanismer endog have meget lang levetid. Ethvert økologisk system har dog en tolerancetærskel, og presses systemet udover denne tærskel, kan et enkelt lille puf tippe systemet over i en kaotisk ændring, som før eller siden vil resultere i en ny, stabil tilstand. Sådan foreskriver naturlovene. Det massive tab af arter i et økosystem vil således bevirke, at arterne højere oppe i fødekæden mister fødegrundlaget og hele systemet vil kunne tippe. For arterne er gensidigt afhængige. Tabet af centrale nøglearter kan således igangsætte uoverskuelige kædereaktioner, der kan vende og ned på livsgrundlaget og artssammensætningen.
Tipping point betegner derfor et vendepunkt i arternes historie – et vendepunkt, der uundgåeligt viser umuligheden af at komme tilbage til samme nulpunkt. For det, der foldes ud, kan aldrig komme tilbage til samme udgangspunkt.
Arternes leverum er som korte lysglimt i universet. Selv de mest hårdføre bakterier som Actinobacteria, der kan overleve millioner af år på dybhavets bund, har endog en begrænset levetid. Millioner af år har Homo sapiens – det eneste nutidige eksemplar inden for Homo-slægten – været undervejs. Men end ikke Homo sapiens, hvis tilpasningsevne, tekniske og ingeniørmæssige formåen har bevirket, at det har kunnet indtage samtlige nicher på jorden og opnået status som den mest befolkede og mindst truede art på kloden, kan endog leve uendeligt. Millioner af år har Homo sapiens været undervejs, og millioner af år vil det tage at fjerne sporene fra menneskes tidsalder. For selv når menneskets tidsalder er endegyldigt forbi, vil mikroplastpartikler, aluminium og beton cirkulere i kredsløb med stjernestøvet fra universets dannelse i millioner, ja måske milliarder af år endnu.