Samlerens mani

Nede i min kælder har jeg en masse praktiske ting og sager opbevaret i hvide plasticbokse og brune flyttekasser. Kasser med hobbybøger, skisportudstyr, værktøj og boremaskiner er stablet oven på hinanden ved siden af kasser med vinterfrakker, friluftsudstyr og gamle studiebøger. I stablen med køkkengrej, julepynt og møbelstof står der også en brun papkasse med en hvid plasticetiket, hvorpå der står ”barndomsminder”.

Kassen indeholder en masse gamle ting, som jeg har gemt fra min barndom og tidlige ungdom. Breve fra pennevenner og kærester, tegninger, dagbøger og fotoalbums. Jeg finder også en plantesamling med pressede planter og tørret tang, postkort fra alverdens lande i falmede farver, kassettebånd med blandede pophits fra radioen og en mundharmonika. Alle mine gamle medaljer fra svømmestævnerne i folkeskolen, en rød papirdrage og et apotekerglas fyldt med forstenede søpindsvin dukker også op fra kassens dyb. Midt i samlingen finder jeg også et lille kalejdoskop – mit yndlingslegetøj fra min helt tidlige barndom. Hvis man kniber det ene øje sammen og samtidig drejer rundt på røret kan man gennem kikkerthullet se, hvordan der dannes en masse symmetriske mønstre af de små, farvede plasticringe. Mønstre, der går i stykker for dernæst at indgå i dannelsen af nye. Som en endeløs kæde af snekrystaller afløser det ene mønster det næste.

Selvom denne kasse for andre blot ville være udtryk for en art samlermani, en bunke værdiløst skrammel, er den mit livs skattekiste. Minderne er som små marionetdukker, jeg tager frem ved særlige lejligheder og støver af – klar til at indtage scenen og genopføre forestillingen om mit levede liv. Små dyrebare øjeblikke, som jeg har samlet på hele livet. Smukke som sommerfugle, der udklækkes fra deres pupper og begynder at baske med deres vinger, lever de en hengemt tilværelse i erindringen. Som en sommerfuglesamler fanger jeg dem hver især og stikker en nål igennem det fine støv på deres vinger, så jeg til hver en tid kan nyde synet af dem.

Men alt har en pris. For at tilfredsstille samlerens mani må sommerfuglene give deres liv og stivne midt i deres sidste bevægelse.

Somme tider kan jeg blive en smule utilpas ved at tænke på kassen i kælderen. Den synes nærmest at leve sit helt eget liv. Som en lidt for velbevaret hemmelighed, giver den mig ofte følelsen af at føje sten på sten til mit eget mausoleum, hvor jeg kan lade mig blive levende begravet. Jeg har derfor ofte prøvet at gå kassens indhold igennem for at se, om der dog ikke var noget i den, som kunne undværes i håb om, at jeg så kunne skille mig af med den. Nogle gange har jeg taget et par ting op for at smide dem ud, men når jeg så kommer op til skraldespanden fortryder jeg altid, og så ender jeg med at gå ned i kælderen og lægge dem tilbage i kassen igen.