I disse årtier gennemgår Jorden en udryddelseskrise, hvor den hastighed hvormed Jordens arter forsvinder er flere tusind gange højere end den ville have været uden menneskets aktivitet. Hvordan skal Homo sapiens dog forholde sig til dette truende fremtidsscenarium? Hertil kræves ikke blot radikal nytænkning, men også vovemod i form af fremsættelsen af dristige hypoteser.
Samlingen fremsætter en række hypoteser gennem et kor af stemmer, der hver især udtrykker deres syn på de truede arters forsvinden-ud-af-universet i menneskenes tidsalder. Deri består samlingens egentlige opgave: at opøve kunsten i at formulere hypoteser på tværs af allerede etablerede sandheder.
Den eksperimentelle tilgang bevirker, at samlingen har en ufærdig og uafsluttet karakter. Selvom enhver samling udspringer af ønsket om at blive hel, er denne bestræbelse i sagens natur umulig. Dette er samlingens paradoks. For netop forbindelsen til det, der falder udenfor, er ofte langt mere betydningsfuld end det, der forsøges at afgrænses indadtil.