Mission
Det er bælgmørkt, da jeg står op. Fra køkkenvinduet kan jeg kun svagt ane konturerne af havens træer og de få hvide snebær, der stadig hænger på snebærbuskene bagerst i baghaven. På den anden side af gaden tændes de første lys i husene overfor et efter et. Små dukkehuse, der lyser op i novembermørket. Der er stille i huset, min kone sover stadig. Jeg sætter vand over til kaffe og fylder en lille håndfuld af de udsøgte Arabica-kaffebønner på kaffekværnen. Jeg kværner altid mine bønner selv, for så undgår man, at bønnerne bliver opvarmet under formalingen og alle smagsstofferne i kaffen bevares. Arabica kaffebønnen fra Chiapasregionen i Mexico er desuden et af de mest velsmagende fair-trade mærker, som jeg har kunnet finde på markedet. Men selvom fairtrade medfører bedre handelsvilkår og forhold for lokalsamfundene i ulandene, er der selvfølgelig også CO2-udgifter forbundet ved at transportere bønnerne over så lange afstande på kloden. For ikke at tænke på det høje vandforbrug, der er forbundet med kaffeproduktionen. Det kræver i gennemsnit 140 liter vand at fremstille blot en kop kaffe, hvis man også tæller det vand, der bruges til dyrkning, produktion og transport af kaffebønnerne. Jeg kan dog ikke undvære min kaffe om morgenen. Det er en af mine få laster i mit eget private, klimaregnskab. Jeg sidder et øjeblik ved køkkenbordet og nyder stilheden i huset, mens jeg smelter helt sammen med den let syrlige smag af friskkværnet kaffe. Jeg har travlt i dag. Jeg skal både holde et oplæg i Videnscenteret for bæredygtighed i Sorø og bagefter videre til en konference inde ved Carlsberg Byen. Jeg tager min pæne sweater af færøsk uld på, den som min kone selv har strikket, og min mørke fløjlsjakke udenpå. Så sikrer jeg mig en sidste gang, at jeg har husket mine talepapirer og usb-stik, før jeg går ud til min bil. Udenfor er der iskoldt, jeg kan tydeligt se min hvide, dampende ånde i skæret fra gadelygterne på villavejen. Klokken er lidt i 7, og jeg tænder for bilmotoren, før jeg må ud og skrabe rimlaget af forruden. Jeg skal først til Sorø, hvor jeg er blevet inviteret til at være gæsteforelæser ved en stor nordisk konference om klima og forbrug.
Deltagerne i konferencen klapper begejstret efter mit veloplagte oplæg ”en sociologisk indføring i sammenhængen mellem livsstil, forbrug og klima”, hvor jeg har krydret de tørre, sociologiske data i min powerpoint med en masse illustrative eksempler og fotos fra mit eget hverdagsliv. Billeder, der fortæller historien om et familieliv, der ændrede sig som følge af en række bevidste ændringer i vores livsstil og forbrug. Gennem et helt år bestemte jeg mig for at omlægge min livsstil for at sænke vores husstands samlede forbrug. Jeg fik først installeret en række energibesparende makroforanstaltninger i husstanden – solceller, vandbesparende toiletter og opsamling af regnvand til bad og toilet. Jeg førte samtidig nøje dagbog over alle de nye tiltag, og noterede vores husstands samlede reduktion i besparelser i et stort excel-ark. Selvfølgelig er der umiddelbar stor gevinst ved makrotiltag som f.eks. installation af solceller på taget. Men det viste sig, at selv mindre tiltag, som at tage kortere bade og slukke helt for elektriske apparater fremfor at sætte dem på standby, havde en ikke uanselig effekt. Faktisk skyldes helt op til 60-70 % af husstandens samlede forbrug adfærd som f.eks. vand- og varmeforbrug. Samtidig medførte denne omlægning en betydelig reduktion i vores husstands samlede CO2-regnskab. I løbet af et år fik vi sænket vores årlige elforbrug fra 1605 kWh til 860 kWh, næsten en halvering af vores elforbrug, og dermed gik vi fra den kategori af danskere, som har et middel forbrug, til den kategori af danskere, som har et lavt forbrug. Det er faktisk slet ikke er så svært at ændre sin livsstil og sænke sit forbrug, når bare man tager et skridt ad gangen. Det første skridt er altid det sværeste. Det handler nemlig om at stoppe op og erkende, at man faktisk er på vej i en gal retning. Den erkendelse er altid svær. Når man først har taget et skridt i en ny retning, har man truffet et afgørende valg. Derefter bliver motivationen til at tage det næste skridt ofte en selvforstærkende proces. Noget der også bakkes op af indsigter inden for miljøpsykologien. Til sidst kan der ligefrem gå helt sport i at finde frem til nye områder, hvor man kan skære yderligere ned i sit forbrug. Med billederne fra mit eget liv og dagbogsoptegnelserne anviser jeg nogle af de små, konkrete skridt der skal til for at ændre sin livsstil. Små skridt, som ikke er alt for uoverskuelige i en travl hverdag. Regneeksemplerne viser tydeligt de parallelle besparelser i forbrug og klimabelastning, der følger med min omlagte livsstil. Mange års erfaring i branchen har desuden givet mig en sikker forståelse for, hvordan budskaber får fodfæste. Det handler i bund og grund om at holde et spejl op foran sit publikum. For hvis klima- og bæredygtighedsdebatten kun foregår på det overordnede, abstrakte niveau uden relation til hverdagslivet går den hen over hovedet på folk. Men klimaproblematikken er jo ikke kun et naturvidenskabeligt anliggende. Den er i høj grad også et emne for sociologien. For sociologerne kan netop det, som naturvidenskabsforskerne ikke kan, de kan gentænke klimaproblematikken i lyset af menneskers hverdagsliv. Hvis vi virkelig vil forstå klimaproblematikken til bunds og komme op med nogle mere konstruktive løsninger, bør vi ikke skille menneskets sociale verden fra naturen. Denne indfaldsvinkel er udgangspunktet for min vej ind i klimaforskningsfeltet, som sågar førte til at jeg sidste år fik tildelt den anerkendte Rosenkjærpris for min sociologiske formidling af dette traditionelt naturvidenskabelige emne.
Jeg nyder den velfortjente applaus fra deltagerne i salen, velvidende at den skyldes hårdt fokuseret arbejde og en ukuelig jernvilje, der nok ikke altid har været helt omkostningsfri for min familie. Konferencieren overrækker mig et par flasker økologisk rødvin fra en lokal producent i området: ”Noget godt er der kommet ud af klimaændringerne”, som han muntert bemærker til publikums morskab. Efter mit foredrag henvender et par af de mest interesserede af deltagerne sig for at spørge mere ind til nogle af detaljerne, særligt i forbindelse med udregningen af CO2 aftrykket, og jeg erkender, at det ikke er et helt ukompliceret regnestykke at stille op. Jeg udveksler et par visitkort, og så er der frokostbuffet med stort kagebord. Jeg springer kødet over i dag. Hvis vi alle gjorde dette et par gange om ugen, ville vi kunne reducere udledningen af drivhusgasser betragteligt. Omkring en femtedel af den globale udledning af CO2 stammer fra vores kødproduktion – alene et kilo oksekød udleder, hvad der svarer til 19,4 kg CO2. Så en ændring af vores madvaner ville virkelige kunne batte i det samlede klimaregnskab. Jeg tager et lille stykke af den lækre, italienske nøddekage fra kagebuffeten i stedet, og så skal jeg videre i dagens program.
Mit hjerte giver uvilkårligt et lille hop af stolthed, da jeg hører min egen stemme i bilradioen i afslutningen af middagsradioavisen, da speakeren præsenterer de nyeste forskningsindsigter, der fremhæver sammenhængen mellem livsstil og CO2-forbrug. Den sociologiske vinkel er en forfriskende vinkel, der puster nyt liv i klimadebatten. Jeg har netop udgivet mine centrale forskningsindsigter i en bog, der på en letforståelig måde optegner resultaterne i forbindelse med mit kvalitative forskningsstudie. Jeg har altid haft sans for at formidle komplekse problemstillinger på en vedkommende måde og særligt i denne tid, hvor det individuelle forbrug for alvor er kommet i mediernes søgelys, er min bog blevet virkelig efterspurgt. Jeg bliver derfor ofte interviewet til de landsdækkende medier og hører jævnligt min egen stemme i radioen. Det var da bestemt noget, jeg lige skulle vænne mig til i starten.
I bogen viser jeg også, hvordan man nemt kan beregne sit eget CO2-aftryk. Jeg tager udgangspunkt i, hvordan mit eget CO2-aftryk er blevet reduceret i forhold til den almindelige gennemsnitsdanskers som følge af en mere aktiv livsstil, hvor jeg bl.a. engagerede mig i et lokalt havefællesskab med permakultur og dyrkning af årstidens grøntsager. Livsstilen styrer så afgjort vores forbrug, men vores livsstil er i bund grund en række vaner, der kan ændres gennem bevidst adfærd og selvrefleksion. Vaner, der påvirker vores forbrugsmønstre og dermed også vores CO2-forbrug. Det er forbløffende enkelt. Hvis alle fulgte mit eksempel, så ville vi kunne disponere over et helt andet resursegrundlag i fremtiden. Hvad angår mit eget liv er der selvfølgelig stadig nogle ting, som jeg har svært ved at undvære, selvom de er tæller negativt i CO2-regnskabet. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at undvære min bil. Men som forsker og eftertragtet foredragsholder er der bare noget med logistikken og de lange geografiske afstande, som ikke kan lade sig gøre med det offentlige. Til gengæld har jeg flere kødfrie dage om ugen og beregninger viser, at man kan køre næsten 100 km i bil for at udlede en mængde CO2 der svarer til CO2-udledningen fra produktionen af 1 kg oksekød. Så min bilkørsel opvejes i hvert fald næsten af mit lave kødforbrug og planen er selvfølgelig på sigt at udskifte bilen til en elbil.
Jeg skal videre til et åbent debatforum i Carlsberg Byen kl. 14 med embedsmænd og topledere fra erhvervslivet. Jeg holder min tidsplan, og inden jeg stiger ud af bilen og ud på parkeringspladsen, tager jeg et par dybe vejrtrækninger og repeterer kort mine indledende, humoristiske indslag om klimaet, som plejer at skabe en god, uformel stemning. Man skal ikke skal tage det hele alt for alvorligt! Man kan drukne alle gode initiativer i dystre dommedagsprofetier. Truede arter der forsvinder, klimaskrækscenarier, krige og horder af befolkningsgrupper på flugt. Det er slet ikke min mission. Debatten går godt, jeg er i hopla, og da jeg efterhånden kender alle mine modstanderes argumenter, spidder jeg dem en efter en. Jeg giver mig efterfølgende også tid til at svare på spørgsmål i forbindelse med min bog, der er ved at blive til en sand bibel for folk i branchen. At ændre sin livsstil kan ikke blot medføre et lavere forbrug og CO2-aftryk, men kan også frigøre ukendte resurser og medføre øget livskvalitet for den enkelte. Der kan opstå en sand positiv spiral, der resulterer i mindre CO2- belastning på både et mikro- og makroniveau. For klimaproblematikken er jo ikke kun noget, der udspiller sig på samfundets makroniveau, men noget der gennemsyrer menneskers hverdagsliv, og menneskers ændrede praksisser kan på sigt medføre ændringer i samfundsstrukturerne. Som borgere reproducerer vi jo ikke blot mekanisk de givne rammer, Homo sapiens er et zoon politicon, et selvfortolkende og reflekterende væsen, der konstant fortolker den ramme, det agerer i. Måske ikke ret meget, men nok til blot at ændre praksis en lille smule, og skridt for skridt, udøver vi alle som handlende aktører hver især vores indflydelse. Og effekten af mange aktørers ændrede praksisser, sociale bevægelser og anden kollektiv handlen, er reelt mærkbart over tid og rum og kan afstedkomme reelle forandringer. Historiebøgerne er fyldte med eksempler på, hvordan epokegørende samfundsændringer starter nedefra: græsrodsbevægelserne, fagbevægelserne, ophævelsen af stavnsbåndet – alle vigtige begivenheder udspringer af ønsket om forandring og ved at folk får styrke ved at slutte sig sammen. Tænk på betydningen af alle de bæredygtige tiltag, der spirer frem i lokalsamfundene rundt omkring. Hvis bare alle forstod deres magt og betydning som forbrugere, kunne vores fælles fremtid tegne sig helt anderledes.
Paneldiskussionen afsluttes også her med et brag af en klapsalve. Klokken er ved at være mange og jeg er blevet en smule træt. Det har været en lang, men udbytterig, dag med gode diskussioner og et veloplagt publikum. Jeg har fået god respons og sidder nu i min bil og falder lidt ned på vej hjem, mens jeg lytter til en gammel indspilning af Bach´s Goldberg variationer. De rytmiske mønstre og variationer folder sig ud over hovedtemaet – som små øer af refugier i vældige, strømmende vandmasser. Lidt luksus må man dog tillade sig i tilværelsen, tænker jeg og drejer fra Hillerødmotorvejen ind på en mindre trafikeret rute for at tage en lille afstikker på min vej hjem. Det er blevet sent, mørket er atter ved at sænke sig over det nordsjællandske landskab. Jeg kører igennem et kuperet morænelandskab og giver efter for en uvilkårlig impuls, da jeg stopper bilen på toppen af det højeste udsigtspunkt. Bladene er for længst faldet af træerne, men ude i kanten langs et markskel, står stadig et enkelt træ med helt gule blade og lyser op i mørket. Måske et ahorntræ? Acer pseudoplatanus. Det er svært at se på denne afstand, men jeg kommer til at tænke på et sagn fra gamle dage om ahornen som et skytstræ, der beskytter de udsatte menneskebørn.*
Jeg slukker musikken og sidder ganske stille i bilen, mens jeg lader blikket vandre ud over landskabet med de brune, barre efterårsmarker. Det danske, kultiverede landskab minder mig mest af alt om et goldt månelandskab – vikingernes stolte kamppladser barberet ned til en ukendelig rest af fortidens frugtbare agerbrug og naturrigdom. Men oplyst i det blege måneskin forekommer det mig alligevel smukt og håbefuldt.
* læs mere om sagnet på Skoven i skolen