Melankolikerens lod
Melankolien er altid noget, der kommer snigende. Gennem små revner og sprækker i murværket, langsomt drivende ned ad væggene baner den sig vej, indtil den som en regnvejrstung dyne ubemærket har lagt sig over det hele. Som en fosterhinde svøber den sig beskyttende omkring mig.
Jeg har også haft lykkelige øjeblikke. I lykkelige øjeblikke kan jeg svæve så let som en sæbeboble. En boble, der kan holde sig oppe ved sig selv. Men kun ganske kort inden den brister. Melankolien er derimod noget, der altid bærer mig.
Når melankolien griber mig, bliver jeg nærmest smerteligt modtageligt over for ethvert sanseindtryk. Jeg registrerer hver en tone i farveskalaen, enhver nuance i lysets flimrende skiften, som konstant former og genskaber landskabet uden for. I en sådan meditativ tilstand kan jeg sidde i timevis og registrere de små hverdagsdramaer, der udspiller sig udenfor og med en seismografisk nøjagtighed spore enhver hændelse til dens epicenter. En sagte raslen i det høje græs afslører pindsvinet, der holder til i kompostbunken bag redskabsskuret i baghaven. Små forskrækkede advarselsskrig fra allikerne, der bor i et hult træ i området længst væk fra mit hus, vidner om besøg af ubudne gæster. Her til formiddag har jeg siddet og betragtet en korsedderkop spinde et stort hjulspind mellem to buske i det høje græs foran min veranda. Efter sit møjsommelige arbejde er den snedige rad fortrukket og har sikkert gemt sig et eller andet sted i det nærliggende buskads. Nu sidder den sikkert blot og venter på, at et uskyldigt byttedyr skal gå i nettet. En dagsommerfugl, aurora, flakser omkring i det høje græs mellem mælkebøtter og engkarse og lyser op med sine karakteristiske hvid-orange vinger. Den opdager ikke korsedderkoppens hjulspind førend det er for sent og dens flaksende vinger fanges i det klæbrige fangespind. Den kæmper bravt og basker forgæves med sine smukke, orange vingespidser, men forgæves. Lynsnart dukker korsedderkoppen frem fra sit skjulested og kravler med sine krabbelignende bevægelser ind i nettet (den udspekulerede rad har skam hele tiden været forbundet til nettet af en tynd silketråd) hvorefter den straks begynder at pakke sit bytte ind, så den senere kan fortære det i fred og ro. Ak ja – den enes død, den andens brød. Tilværelsens uomtvistelige lod.
Sådan kan jeg sidde i timevis og blot registrere alt hvad der udspiller sig i landskabet omkring mig. Min skæbne er dog bundet til iagttagerens, der må nøjes med at betragte tingene udspille sig på afstand. Jeg har fulgt kæder af dramaer afløse hinanden ligesom i en af disse utallige spændingsserier på de mange streamingstjenester, der fortsætter sæson efter sæson, selvom det underliggende plot er dybt banalt. Jeg beklager dog ikke dette, tværtimod. Alt andet ville nærmest være mig ubærligt. Som at se lykkejægernes desperate klapjagt på at indfri deres håbløse, ligegyldige drømme. Disse fortravlede eksistenser, som med deres selvhjælpslitteratur og manualer lever deres liv som efter samme drejebog. Med hjælp fra deres guruer, åndemanerne (som oftest tager sig en klækkelig betaling), påkalder disse evangelister sig ved hjælp af deres hymner alverdens okkulte og mystiske magter i et selvbedragerisk forsøg på at indfri deres uopnåelige drømme. Enfoldige i deres søgen overser de imidlertid det, som er åbenbart for enhver melankoliker. Deres forsøg på at indfange det, der i sin natur er undvigende, forekommer mig helt og aldeles absurd. Som betegnede lykken slet og ret et unavngivet stof i det periodiske system, som vi visselig må antage eksistensen af, men blot endnu ikke har fundet. Deres skæbne er dog uomtvistelig og således går det dem oftest som med aurora her til formiddag. De ender med selv at blive fanget i deres klæbrige drømmespind.
Jeg lader mig ikke dog forføre af dæmoner endsige bedrageriske ånder. Mine sanser kan end ikke bedrage mig. Jeg gør mig intet håb om, at verden skulle være noget andet end det, den foregiver at være. Hvorfor skulle der være noget andet bag hele naturens forgængelighed? En forførende, men dyb, bedragerisk tanke.
Jeg søger derfor hellere tilflugt i melankolien. Herfra kan jeg se mine egne drømme gå i opløsning og gradvist glide ud af bevidstheden. Følge min egen krop år for år blive en mere aldrende krop. Min hud er blevet rynket og slap og mine fingre krogede som et aldrende træ. Mine knæ er sågar begyndt at knirke, når jeg rejser mig. Selv min egen, skrøbelige krop håner mig i sin tavse strøm af ælde.
At se hvordan de skønneste fænomener kun lever ganske kort og følge deres gådefulde forsvinden-ud-af-universet er for melankolikeren det smukkeste skue. Se hvordan alting blomstrer og forgår. Som at følge de truede arters forsvinden-ud-af-universet. Vemodet ved at se dem forsvinde ledsages dog af lettelsen ved at følge dem forgå, for deres vedvarende eksistens ville være alt for smertefuld at bære for en melankoliker. Som om arternes folden-sig-ud udstiller melankolikerens manglende evne til samme. Alligevel kan jeg dog til tider gribes af en insisterende længsel efter disse forunderlige væsners vedvarende væren-i-verden og som en blind passager, der sniger sig ombord på et stort krydstogtsskib, vil jeg gøre alt for blot en kort stund at være tilskuer til deres rejse gennem verden.
Det er melankolikerens lod.
