Kynikerens sidste bastion
Det er som om, at jeg ikke længere kan få fodfæste. Mine ben kan ikke nå jorden. Som en gammel krigsveteran, der er vendt hjem efter sin sidste krig og har måttet lade begge sine ben amputere, er det som om, jeg har efterladt en del af mig selv i skyttegravene bag mig. Sommetider kan jeg ligefrem overvældes af forbigående fantomsmerter, som en stadig påmindelse om dengang, hvor jeg var i stand til at bevæge mig frit. Men ligesom krigsveteranen er også jeg blevet så vant til at leve med disse smerter, at de ikke længere kan røre mig.
De snakker. Fulde af tomme ord, som lover alt. Alle disse retorikere, der vil redde vores planet fra dens uvisse skæbne. Som om de med deres blotte tilstedeværelse kunne redde alverdens truede arter fra deres forestående uddøen. Men ordene er blot som glitrende smykker, de pynter sig med. De slynger om sig med deres forførende luftkasteller, som var deres etos blot et smukt klæde, de kunne iføre sig ved enhver festlig lejlighed. Kunne jeg dog blot le af deres besynderlige optræden! Deres alvorsdybe patos kan dog så langt fra vække min latter. I deres evindelige mangel på selvironi, forekommer de mig dog som komiske statuetter, der afløser hinanden i deres egen, selvskabte forestilling. Som dæmoner i forklædning, der forsøger at trække alle andre med i deres fald, forekommer den ene mig endnu værre og mere håbløs end den anden. Deres excentriske selviscenesættelsesshow kan dog lejlighedsvis more mig, så længe jeg til enhver tid få dem ud af min stue med et enkelt klik min fjernbetjening.
Det mest grinagtige er dog, når disse kujoner i ly af deres velbjergede formuer deler lidt håndører ud til alverdens godgørende formål. Se, det fine selskab deler almisser ud! Så bliver jeg ganske flov og må se den anden vej. Åh, disse naive sjæle, som har så svært ved at bevæge mig. Trods deres veltalenhed og blankpolerede ydre kan jeg kun ryste på hovedet af al deres sentimentalitet, for der er hverken vilje eller oprigtighed at spore bag alle deres forblommede løfter. At lægge ansigtet i de rigtige folder, det er den eneste virkelige kunst, de i sandhed behersker. En flok skuespillere, der er mestre i at forklæde deres sande hensigter. For kun den, der har prøvet livet i skyttegravene ved, hvilke nedrige kræfter et menneske virkelig rummer. Homo sapiens. Det tænkende menneske. Meget vel. Nosce te ipsum. Kunne vi dog blot gennem vores tænkning lære os selv ret at kende! Men ingen kender dog vitterligt sig selv, førend det bringes til kanten af sin egen eksistens og tvinges til at se sit dybeste instinkt i øjnene. Lader man sig først forføre af en forloren facade, er det med livet som indsats. Men folket er nemme at narre og elsker at blive forført. De vil have deres maskerade. For også de har lært at spille spillet så godt, at de ikke længere formår at så tvivl ved de grundlæggende spilleregler. De minder mig om de komiske tjenere i en commedie del arte, der lader sig trække rundt i manegen af deres lunefulde herrer. Der udspiller sig således et grotesk maskespil i Homo sapiens sidste dage, hvor både folket og dets herrer vægrende gemmer sig bag deres egen latterliggørelse, som kunne de dermed uddrive den forbandelse, der har kastet sig som en mørk og truende skygge over Homo sapiens fortsatte eksistens. Et spektakulært skue i flere akter, og under tragediens mellemspil træder dommedagsprofeterne ind på scenen og istemmer deres messende klagesange. Som et grædekor, der har skabt sin egen grædemur, græder de i takt til isbjergenes smelten og de truede arters forsvinden-ud-af-universet. Deres klagesange rører mig dog heller ikke, de er mig snarere som onde plageånder, der utrætteligt plager mig med deres uophørlige jammer og lange, kedelige tirader. Eksistensen blandt Homo sapiens i deres udhulede kulisselandskab efterlader mig i således et tomrum langt mere uudholdeligt end skyttegravenes granatsus. Men lad dem dog blot spille deres maskerade! Så længe jeg til enhver tid kan forlade forestillingen og søge tilflugt i mit vinterrefugium – en gammel, faldefærdig ødegård langt oppe i Skåne. Blot to en halv times kørsel fra Helsingborg ligger dette gudsforladte sted. Om vinteren er der nærmest mennesketomt. Den nærmeste nabo er en gammel drukkenbolt, der ligger og sover rusen ud til langt op på eftermiddagen.
Synet af landskabet uden for mit vindue siger mig mere end tusind menneskestemmer. En lille sti uden for mit hus fører ned forbi en eng til et afsides sted med en skovsø omgivet af høje fyrretræer og skov så langt øjet rækker. På tidlige frostklare, vintermorgener hvor stilheden breder sig, og selv den mindste lyd – en gren, der knækker under mine fødder – forplanter sig gennem rummet, vandrer jeg gennem skoven som en konge gennem sit rige. Træerne virker ganske hårdføre og døde i det blege vinterlys, men helt inde i stammernes inderste lag strømmer stadig en fin, umærkelig væskestrøm. Det bløde mos, der dækker skovbunden som et vældigt tæppe, er helt begravet af den hvide sne, kun et par fugle, har været oppe før mig og sat deres sporaftryk i sneen. Smukkest er dog det uberørte landskab. Oplyst i det hvide lys er træerne som høje søjler i min katedral. Et af de få tiloversblevne steder på planeten, hvor man lejlighedsvist kan opleve en livsalig fred i sjælen. De sidste jordiske rester af et paradis.
For det, der engang var en mangfoldig, vild og storslået natur, som Homo sapiens i ærefrygt måtte bøje sig for, er nu ganske omformet til ukendelighed, og de sidste sørgelige, tiloversblevne rester af den vilde natur opbevarer man i dertil særligt oprettede reservater. Hvilken hån over naturen! De har snarere karakter af mausoleer. Menneskets altødelæggende kraft kender intet lige. Ingen andre skadedyr, ingen andre arter har på så kort tid kunnet forvolde så meget skade. Mennesket er som en anden væggelus – Cimex lectularius – der nat efter nat kommer krybende i ly af mørket og suger blodet ud af sin vært. Blot få hundrede år har det taget os at gøre kloden stort set ubeboelig for alle andre arter end os selv. Homo sapiens har med skyklapper for øjnene i årtier skabt grundlaget for en selvskabt naturkatastrofe af usete dimensioner. Men det er som en umærkelig selvbedøvelse holder menneskenes sidste dage oppe. Som at leve i en konstant narkose. For ligesom narkomanen kun overlever ved tanken om sit næste fix, overlever Homo sapiens kun ved at leve på kanten af tilværelsen i en konstant fortrængning af realiteterne. Fylder ventetiden ud med ligegyldigheder. Går til møder og ser powerpoint-præsentationer. Drikker andenklasses rødvin. Finder trøst i automatiserede vaner og rutiner. Hvis det da ikke ligefrem udvikler sig til en form for nypuritansk missionær, der fornægter sig selv enhver forsødelse af tilværelsen – lige fra rødt oksekød til flyrejser over Atlanten.
Men hvem skulle dog, om nogen, begræde tabet af arten? Skulle Homo sapiens virkelig være den ypperste art på kloden – kronen på mesterværket? En stædig vedholdenhed på blot at ville opretholde vores eksistens er jo nærmest dyrisk. Som en hund, der kommer krybende tilbage til den ejer, der mishandler den. Hvis der således skulle vise sig blot at være nogle få overlevende eksemplarer af arten tilbage efter mørkets vinter engang er omme, ville dette dog næppe være nogen garanti for, at hele civilisationens afskyelige scenarie ikke blot ville udspille sig igen. Enhver drøm om at skabe et menneskeligt rige har blot ført den ene katastrofe efter den anden med sig. Homo res sacra homini. Nuvel, ja – ha! Homo sapiens, den prægtigste art blandt alle jordens arter, der ved hjælp af sit intellekt og sin kultiverede tale kunne opøves i dyderne og hæve sig over de mere laverestående og primitive arter. Homo sapiens skulle bygge et rige, man aldrig har set magen til på hele planeten! Som om ordene nogen sinde har ført os nogen vegne. I bedste fald har drømmen om et enestående menneskeligt rige betinget sin egen undergang. Drømmen om humanitas er snarere blevet et skalkeskjul for alle dem, der er fordærvede nok til at udnævne sig selv som de rette udøvere af retfærdighedens kunst. For alt i mens de prædiker retskaffenhed, bortødsler de i deres umættelige begær og grådighed jordens sidste frugter. Sig mig blot, hvem af disse velklædte herrer kan – uden at blinke – love at han alene lever for at sætte livet på spil for sin broder? Det bliver således atter ved ordene.
Skoven med de massive fyrrestammer er derfor min sidste bastion. Nede under mit hus findes en krybekælder, hvor jeg gennem de sidste år har indsamlet et mindre forråd af svenske naturalier: surström på dåse, tørret elg, bær og svampe. Jeg har sågar forlænget krybekælderen med en lille sidegang, der ender i et stort jordhul, hvor man kan forrette sin nødtørft. Livet i skyttegravene har lært mig altid at være beredt på det værst tænkelige, overleve og udholde selv lange perioder af ensomhed og menneskelig forråelse. Homo homini lupus. Den endelige afslutning på menneskenes tidsalder bør dog afholdes med maner. Når krigen bryder ud og gør det livsfarligt at opholde sig udendørs, og folket desperat søge at overleve det umulige, vil jeg tilbringe mine sidste dage i krybekælderen under skoven i selskab med civilisationens ypperligste frembringelser: en flaske Glenfiddich, et par pakker Queens uden filter, tandpasta, toiletpapir og et lille, men tilstrækkeligt lager af morfin. Jeg vil holde mig i live indtil stanken fra mit das bliver så uudholdelig, at jeg ikke længere ser nogen grund til at opretholde min eksistens.