Dommedagsprofetens klagesang
Jeg foretager som regel mine dagsindkøb om formiddagen. Der er så dejligt roligt i butikkerne på dette tidspunkt, hvor de fleste er på arbejde og der nærmest kun er pensionister, ledige og mødre på barsel i supermarkederne. Jeg nyder min genvundne frihed som pensionist efter et langt livs ansættelse i kommunen. Formiddagene er de bedste, jeg drikker min kaffe i fred og ro og nyder ikke at skulle skynde mig ud af døren. Ofte kombinerer jeg mine dagsindkøb med en gåtur i kvarteret og tager så bussen hjem igen. Jeg går for det meste langs den nordlige ende af Utterslev mose helt op til Rådvadsvej og fortsætter derfra turen ad de små, labyrintiske gangstier på Bispebjerg Kirkegård. Flere steder buler træernes rødder frem under de små, asfalterede stier med en så voldsom kraft, at de brækker noget af asfalten med op. Det ligner store kontinentalplader, der støder sammen på havbunden. Sådan sætter naturens uregerlige kræfter sig igennem alle steder.
Jeg kender efterhånden alle smutvejene på kirkegården og ikke mindst navnene på alle de forskellige træarter, som jeg passerer undervejs. For udover at være hjemsted for de døde er kirkegården også et hjemsted for mange af landets sjældne træarter, som sømændene gennem tiden har bragt til det kolde nord fra alverdens fjerne egne. Hvis jeg har god tid plejer jeg at fortsætte formiddagsturen gennem de døsigt slumrende villaveje i Københavns Nordvest-kvarter, forbi en nyåbnet café hvor de selvstændige sidder på bænket som burhøns på række med deres bærbare og kaffe, en børnehave med små, hvinende børn i flyverdragter og hen til en stor Irma, som plejer at have et godt udvalg af økologiske fryseretter, som er nemme at tilberede, når man som jeg er blevet alene.
Lige før supermarkedet er der en kiosk. Jeg kan ikke lade være med at læse dagens overskrift på avisreklamesøjlen, når jeg passerer, selvom overskrifterne som oftest er lidt intetsigende som ”Sådan skal du leve for at undgå diabetes 2” hvis ikke ligefrem underlødige som ”Mand myrdede sin kone og gemte liget i kummefryser”. I dag lyder overskriften slet og ret: ”Kurs mod klimakatastrofe – mareridtsscenarie bliver snart virkelighed”. Under overskriften er der et billede af en isbjørn, fanget i det øjeblik hvor den hopper fra den ene isflage til den næste. Billedet er selvfølgelig et billigt salgstrick af værste skuffe – et af dem, som avissprøjterne ynder at bruge for at sætte tingene på spidsen og pirre nysgerrigheden hos deres læsere.
Jeg kan ikke lade være med at ryste lidt på hovedet. Gennem min livslange ansættelse i Teknik- og Miljøforvaltningen har jeg i årtier beskæftiget mig med at udtænke grønne løsninger på byens tiltagende klimaproblemer. Siden det første voldsomme skybrud København i nyere tid, det som i 2011 satte store dele af Lyngbyvejen under vand, er de voldsomme skybrud blevet et stadigt tilbagevendende problem i byerne. Jeg har selv flere gange haft problemer med vand i kælderen på grund af de kraftige, vedvarende regnskyl og de voldsomme vandmasser, som byernes kloaksystemer slet ikke er gearede til at håndtere. Nu opbevarer jeg alt af værdi i nogle hvide, vandtætte plasticbokse i kælderen. Ingen tvivl om, at klimaændringerne er en af byernes største udfordringer i de kommende år, og udviklingen af nye tekniske tiltag er en vigtig del af løsningen.
Teknologien har jo altid forbedret rammerne for den menneskelige tilværelse og er i dag en vigtig nøgle til en bæredygtig samfundsomstilling. En kulmination af stor ingeniørkunst, der gør vores moderne samfund i stand til at håndtere forureningen langt mere effektivt end tidligere. Tænk blot på, hvordan det tidlige industrielle samfund svinede. Eller hvor man kunne dø af noget som simpelt som en ubehandlet tandbetændelse. Jeg tænker med en vis gysen på mit sidste tandlægebesøg, hvor jeg fik indsat et tandimplantat af titanium i kæbebenet, en operation som jeg gik og frygtede i flere uger. Hvorfor skulle mennesket være en fjende af teknologien, den er jo tværtimod en kolossal drivkraft til at udvikle avancerede samfund. Hvem skulle for blot få årtier have troet, at vi ville være i stand til at omdanne alger til biobrændstof? Producere brintbiler, der omdanner CO2, når de kører! Eller udvikle robotter, der kan fjerne farligt industriaffald, så vi ikke behøver at udsætte mennesker for sådanne farlige opgaver.
Jeg er ingen drømmer. Jeg tror ikke, at det var bedre at leve førhen. Eller luller mig ind i utopiske fantasier om et bedre samfund, som først kan realiseres langt ude i fremtiden. Enhver tid og ethvert samfund må kæmpe med sine egne, selvskabte problemer. Ingen tvivl om, at teknologien skaber en række utilsigtede konsekvenser, men lige i kølvandet på den opstår jo også nye, innovative løsninger som vi for blot få år siden slet ikke troede ville være inden for menneskets rækkevidde. Der er selvfølgelig en lang række faktorer, det er svært at forudsige den nøjagtige konsekvens af som f.eks. klimaændringerne, befolkningseksplosionen og den eksponentielle udvikling i verdens energiforbrug. På det seneste har forskerne f.eks. påvist, at konsekvenserne af klimaændringerne indtræffer langt hurtigere end forventet. Den totale ismasse på Antarktis skrumper med en uset hastighed, og vi har måske kun set toppen af isbjerget, for forskerne spår, at vi inden for de næste 100 år vil opleve uoverskuelige vandstigninger i havenes vandstande. Vandstigninger, der kan gøre flere af verdens metropoler ubeboelige og medføre flere uoverskuelige konsekvenser i form af oversvømmet eller ødelagt landbrugsjord, masseudryddelser af truede arter og stadigt stigende strømme af klimaflygtninge, der må flygte fra hus og hjem når råstofressourcerne og vandforsyningerne er opbrugte, tørken og ørkenspredningen tiltager, fødevareforsyningen svigter og resurseknapheden og hungersnøden breder sig. For slet ikke at tale om kapløbet mod de multiresistente bakterier og udbredelsen af farlige pandemier, der kan følge i kølvandet på de ændrede klimazoner, globaliseringen og den stigende menneskelige interaktion. Eller den gradvise forgiftning af vores natur og miljø, der har stået på i årtier. Vores fødevarer og drikkevand er så propfyldt med svært nedbrydelige kemikalier og pesticidrester, at selv Homo sapiens egen forplantningsevne er blevet markant nedsat.
Udviklingen af robotter vil dog nok kunne bidrage til at løse nogle af miljøproblemerne, men skyggesiden inden for robotteknologien er udviklingen af ødelæggende våben. FN har senest advaret mod den iboende fare forbundet med udviklingen af automatiserede robotter, der er designet til avanceret krigsførelse, for hvad nu hvis de ikke længere kan skelne de legitime mål og ender med at gå til angreb på uskyldige civile? Jeg læste for nylig om en artikel om fænomenet sværmintelligens: mikroskopisk små nanorobotter, som måske ikke hver for sig er særlig intelligente, men som sammen vil kunne løse komplicerede opgaver, og hvis bare de er mange nok, vil kunne samle sig i en mægtig sværmintelligens, som kan forfølge andre mål end dem, som vi har programmeret dem til. Hvis krig og ufred først begynder at bryde ud, så vil alle de geopolitiske spændinger og konflikter, der lurer som hengemte vulkaner under havoverfladen, blusse op på ny. Våbenkapløbet mellem verdens stormagter har været i gang så længe jeg kan huske og er tilspidset med de nye magtalliancer, der er opstået i det 21. århundrede. Blot en lille gnist vil kunne tænde det bål, som vi har båret brænde til i årtier. Og med globaliseringen er samfundene blevet så afhængige af hinanden, så hvis jordskorpen først begynder at slå revner et sted vil skaderne forplante sig og sprede sig med lysets hast.
Gennem sin teknologiske snilde har Homo sapiens udøvet en så gennemgribende naturbeherskelse, at arten har kunnet udvide sit råderum på planeten ganske betragteligt. Men med vores stigende teknologiafhængighed er vi måske også blevet en af klodens mest skrøbelige arter. Tænk alene på den fare, der er forbundet med vores stigende IT-afhængighed. De næste militære angreb vil højst sandsynligt foregå i cyberspace i form af hackerangreb, der kan ødelægge drikkevandsforsyningen eller kortslutte infrastrukturen. Og hvis teknologien først svigter eller sættes ud af spillet, mon så ikke Homo sapiens egen ubarberede natur vil dukke op til overfladen og se dagens lys? Den natur, som vi hele tiden kun holder i en armslængde fra os selv. For mennesker kan virkelig være nederdrægtige over for hinanden. I løbet af min egen karriere i kommunen har jeg set utallige eksempler på, hvordan selv højt uddannede akademikere kan snyde, bedrage og udnytte hinanden. Sygelige i deres magtbegær. Smager de blot en enkelt lille dråbe af magtens sødme, bliver andre mennesker blot til små brikker i deres kamp for at komme højere op i hierarkiet. De tror sig selv ganske usårlige. Men dybest set er vi alle blot skrøbelige og porøse eksistenser, der hurtigt kan krakelere som gammelt, fint porcelæn. Smuldre hen som gammelt, mørnet stof. Således vil menneskenes eksistens, når først tæppet rives væk under vores fødder, falde sammen som et korthus og Homo sapiens tidsalder endegyldigt være forbi.
Ved tanken om alle disse skrækscenarier er jeg uvilkårligt stoppet op foran kiosken. Jeg besinder mig et øjeblik og kommer så i tanke om, at jeg slet ikke har fået købt ind endnu. Jeg kigger mig over skulderen for at skrå over vejen. I samme øjeblik kører en lidt ældre dame med sort, gråsprængt hår forbi mig på cykel. Hun har et lille bundt med lilla og gule Crocus forrest i sin cykelkurv. Måske nogle hun selv har været ude at plukke. Idet hun passerer mig, fanger hun mine øjne og fastholder mit blik et øjeblik. Jeg får en intuitiv fornemmelse af, at jeg har set hende før. Jeg kan bare ikke huske hvor.