Retorikerens tale
En fredag aften sidst på sommeren sidder jeg ved mit sædvanlige bord på mit yndlingsværtshus og nyder en øl. Bartenderen har travlt, det er midt i happy hour, og der langes konstant drinks og fadøl over disken. Lyden af klirrende glas, latter og skingre kvindestemmer blander sig med jazzmusikken fra anlægget. En lettere overvægtig dame i sort joggingtøj med en hund i snor har netop bestilt en dobbelt omgang sort guld og vælter triumferende tilbage til sit bord med sin gevinst. Jeg tænder en cigaret og følger synet af røgen, der stiger til vejrs og fortætter sig i værtshusets dunkle røgslør. I baggrunden lyder de velkendte toner fra en af Coltrane´s storslåede saxsoloer i ” a Love Supreme”. Som små funklende stjerner, der en efter en føjes til nattehimlen tegnes den fine, enkle melodi i et kulsort mørke. Et øjeblik står melodien nærmest helt dirrende stille i hele rummet. Men kun et kort øjeblik, så skrider fundamentet og hele konstruktionen falder sammen som et korthus, hvorefter musikken udvikler sig til en sprudlende lava, der boblende koger over. Med ubesværet elegance krydser Chasing Trane alle skalaerne, for atter at lade det enkle motiv træde frem. That´s jazz! Som når man er faret vild i en stor skov og omsider finder tilbage til et udgangspunkt, hvor man kan orientere sig fra på ny.
Personerne ved mit nabobord til venstre er blevet mere højrøstede. Et par unge mennesker har netop indledt et raflespil om øl. Det er tydeligt, at særligt de unge fyre har fået indtaget en del genstande i løbet af de sidste par timer. Den ene fyr med stort, krøllet hår og en rød- og sortternet skovmandsskjorte, har fået synligt svært ved at fokusere. Hans øjenæbler triller forvildet rundt i de blodskudte øjne, mens hans kammerat, en høj fyr med store tatoveringer på overarmene og en gul, strikket tophue, upåagtet hælder flere shots op til ham. De to unge piger har vist også indtaget en del. Den mørkhårede af pigerne sørger for, at veninden, en blondine i en blomstret sommerkjole og store øreringe, ikke mangler noget at drikke. Min sidemand ved bordet til højre er en lidt ældre herre, som en stund har siddet i sine egne tanker og set lidt fraværende ud. Han er klædt i en stilfuld grå tweedjakke, hvid skjorte og grå bukser, der passer til jakken. Hans sølvgrå hår er nydeligt kæmmet tilbage, så hans skinnende isse er blotlagt. Han minder om en elegant gentleman fra en gammel Sherlock Holmes film, der kunne træde ud af Londons tågede og regnvåde gader. Der er noget lidt gammeldags over hans fremtoning, noget som får ham til at virke en smule malplaceret i værtshuset. Jeg har siddet og betragtet ham en stund uden med sikkerhed at kunne afgøre, om han er døddrukken eller pinligt ædruelig.
Med et rejser han sig op med en så brat bevægelse, at stolen vælter og flaskerne på bordet klirrer. Han hæver stemmen. ”Mine herrer” udbryder han pludselig mens han udforskende kigger sig omkring. Hans insisterende øjne møder et kort sekund mine, hvorpå han søger opmærksomheden fra de omkringliggende borde. ”… og den dame”, fortsætter han, mens han med en bydende armbevægelse peger på den sorthårede dame med hunden, som ufravendt tager en stor tår af sin sorte guldøl uden at tage øjnene fra sin mobiltelefon. ”Vi befinder os i en tid, hvor alle klodens arter er i hastig tilbagegang” udbryder han og holder en lille kunstpause. ”I al for lang tid har vi ladet stå til. Vi er netop nu vidne til den 6. massedød af klodens arter”.
Taleren har fået opmærksomheden fra de unge mennesker ved mit nabobord, som grinende og hujende løfter deres glas og råber ”skål, gamle”. Den unge fyr med matroshuen skubber glas og ølflasker til side, og stiller sig op bordet for at efterabe talerens positur til stor morskab for de øvrige. Fyren i skovmandsskjorten udstyrer ham med et par tangatrusser på hovedet, og pigerne tager omgående deres smartphones frem for at tage selfies og forevige øjeblikket.
”Den 6. massedød, højtærede publikum. Arternes masseuddød er ikke længere et skræmmende fremtidsscenarium, de forsvinder netop nu med en hidtil uset hastighed. I løbet af de sidste 40 år har Jorden mistet halvdelen af sit vilde dyreliv, blot i løbet af de seneste år har Homo sapiens endegyldigt udryddet skovelefanten, det vestafrikanske næsehorn og ferskvandsrejen. Mine herrer, naturens dage er snart talte. Om få år vil naturen være en saga blot, noget vi kun vil mindes som en selvskabt simulation i cyberspace. Vi befinder os midt i den største tragedie i menneskehedens eksistens, for Homo sapiens er ikke blot ved at udrydde alle sine smukke og eventyrlige medskabninger i universet, udryddelsen af arterne kan sågar ende med at blive vores egen undergang. For mens Homo sapiens befolker og mangfoldiggør sin eksistens over hele kloden, ødelægger og fortrænger vi levestederne for alle øvrige arter. Men uden alle vores truede arter, kan vores egen art næppe overleve. Arterne er jo grundlaget for vores økosystemer, som f.eks. bierne der regulerer klimaet ved at bestøve vores vilde planter og afgrøder”.
Taleren holder en kort kunstpause, mens han kigger ud over sit publikum i værtshuset. ”Og hvad skal vi gøre i mellemtiden? Vi kan drikke sammen, vi kan feste, vi kan lade os fornøje af de smukke, kvindelige eksistenser, der kan få os til at glemme vores problemer for en stund”. Kvinden med hunden ser nu ud til at blive opmærksom på talerens tilstedeværelse og spørger med en hæs og kælen stemme om han vil købe en gajolshot for en femmer. Men taleren lader sig ikke distrahere af kvindens tilnærmelser. Han har talt sig varm nu og fortsætter: ”Men alle fester slutter, hvorpå regningen skal betales. Hvem skal rydde op efter festen, når vi alle ligger sanseløse af druk? Hvem skal redde vores planet, når vi har opbrugt jordens resurser og brændt vores månedsløn af på hor, druk og spil” med et forkasteligt lille nik til sidebordet, hvor interessen for taleren allerede er mærkbart dalet og interessen i stedet har samlet sig om at få flest mulige hundredkronesedler stukket ned i revnen mellem balderne på den unge fyr i skovmandsskjorten, der har bukket sig forover og trukket sine bukser et godt stykke ned.
”Imens vi ødelægger livsgrundlaget for alle vor øvrige arter er Homo sapiens imidlertid i gang med at bane vejen for en helt ny art. En art, der har været undervejs lige så længe som menneskeheden har eksisteret, frembragt ud fra det, der gennem tiden har betinget vores arts udvikling – teknikken. Den teknik, der konstant rykker grænserne for, hvad vi anser som værende muligt, omformer også til stadighed vores opfattelse af vores egen art. Det ypperste som vores art kan frembringe, et skræk- og drømmescenarium på samme tid. Vi er ved at frembringe en art, der på alle områder vil overskride vores biologiske begrænsninger og overgå os i intelligens, fysik, skønhed”.
”Men tror I virkelig, at teknologien vil kunne redde vores truede arter? Eller vil det mon snarere, som ærværdige filosoffer har forudsagt, gå som i eventyret om troldmanden og lærlingen, hvor teknikken ender med at tage magten fra sin skaber og blive sin egen mester overlegen? Teknologien er som et lokkende Fata Morgana, der glimter som et paradis i det fjerne. Teknologien lover os, at den kan bringe os alle vegne hen. Alle vegne og ingen steder. For ingen tør løfte sløret for, at der slet ikke er noget bag den. Teknologien er et vidunderligt, kybernetisk system af selvlærende algoritmer, der er begyndt at spille spillet så godt, at vi narres til at tro, at det virkelig er Homo sapiens der styrer spillet og som derfor til enhver tid også kan slukke for det. Men det, som vi engang bildte os ind at have fuld kontrol over, er begyndt at styre og opsluge os i en sådan grad, at Homo sapiens egen eksistens er truet. For vi har gradvist afgivet vores magt til disse forførende teknologier, at det ikke er utænkeligt, at de i en ikke alt for fjern fremtid vil kunne blive de permanente residenter på vores planet”.
”Mine damer og herrer, se på jer selv. I repræsenterer måske nogle af de sidste eksemplarer Homo sapiens, de sidste sørgelige efterkommere af en art, der er ved at blive udkonkurreret af sig selv. Fremtiden vil mindes jer, som man mindes spektakulære fænomener i museer, fortidens overvintrede dinosaurer, der ikke formåede at omstille jer hurtigt nok. En ny og forbedret udgave af Homo sapiens er undervejs, vi nærmer os med hastige skridt det punkt, hvor forskellen mellem maskiner og mennesker udviskes. En kunstig bevidsthed i en kunstig krop – effektiv, ufejlbarlig, højtydende og programmerbar – vil utvivlsomt ganske overflødiggøre Homo sapiens. I lyset af denne superintelligens vil de sidste eksemplarer af Homo sapiens fremstå som mere ufuldkomne væsner, unyttige, fejlbarlige og forvirrede eksistenser fanget i deres uproduktive, trivielle tilværelser og underlagt deres biologiske kroppes begrænsninger…”
Talerens ord begynder at drukne i den summende baggrundslarm fra værtshusets. Den opmærksomhed, som han indledningsvist påkaldte sig, er som forduftet. Damen med hunden til venstre for mig er gået i baren og sidder nu og giver et par gode tilbud til de øvrige kunder. Den mørkhårede pige ved mit nabobord er begyndt at tungekysse med fyren med matroshuen. Men med ét lyder der pludselig et forskrækket hvin, og blondinen rejser sig brat op, fuldstændig smurt ind i opkast. Fyren i skovmandsskjorten sidder lænet let foroverbøjet med hovedet bøjet ned over sine knæ. Han har kastet op over hendes lange, lyse hår og blomstrede kjole. Med et bliver der helt stille i værtshuset. Men kun et kort øjeblik, hvorpå bartenderen og folk fra de nærmeste borde kommer løbende for at komme blondinen til undsætning.