Drømmeren
På det seneste har jeg drømt en drøm, der bliver ved med at komme tilbage. I drømmen står jeg ved en lang, snoet vej, der langt borte ender i et grønt og frodigt landskab. Man kan ane konturerne af klipper og frugtbare skove og fornemme en sagte brusen fra kæmpemæssige vandfald, der baner sig vej gennem klipperne. Lytter man godt efter, kan man også høre et sagte ekko af sangene fra alverdens forskellige arter. Vejen til dette sted i det fjerne er belagt med sten i alle farver: blå, røde, grønne og violette, sammensat i mangfoldige og kunstfærdige mønstre. I drømmen fyldes jeg af en stor ærefrygt for dette arbejde og jeg ved instinktivt, at vejen ikke kan være skabt af en maskine, men snarere er et resultat af uendeligt mange menneskelivs slidsomme arbejde. Jeg starter med at gå ad den snoede og ujævne vej for at nå frem til det smukke landskab i det fjerne. Men vejen viser sig lang og besværlig og tager kræfterne fra mig. Der er uendeligt langt at gå og undervejs tager jeg også fejl af vejen, så jeg i stedet kommer til at følge et spor, der ender blindt i en ørken. Ude i ørkenen forsvinder sporet bag mig i en fygende sandvind. Jeg kan kun se sand og en bagende sol, så langt øjet rækker. Jeg begynder at kæmpe mig frem, men uanset hvor langt jeg går, virker det som om, at jeg ikke flytter mig ud af stedet. Jeg kan se ørkenlinjen i horisonten til alle sider, og jeg går på de kurvede sandriller, som ørkenvinden konstant omformer, mens bittesmå sandkorn flyver rundt om mig og sætter sig fast i mit tøj, i mine næsebor, mit hår. Jeg må hele tiden knibe øjnene sammen for at kunne se, mine ben føles tunge som blylod, og jeg må bruge alle mine kræfter på at undgå at synke ned i sandet. Netop i det øjeblik, hvor jeg er ved at opgive, vågner jeg op med et sæt, badet i sved. Selvom jeg er meget lettet over at være undsluppet ørkenen, er jeg samtidig også ærgerlig over, at jeg ikke er nået frem til det smukke landskab for enden af den snoede vej. Jeg vågner altid op på dette sted i drømmen, og så når jeg lige at tænke, at jeg næste gang må sørge for at finde den rigtige vej. Efter drømmen er jeg meget tørstig, og så må jeg ud og tisse og drikke et stort glas vand.
Jeg drømte denne drøm så mange gange, så jeg fik en klar fornemmelse af, at den ville fortælle mig noget vigtigt. Men hvordan jeg end vendte og drejede den, forblev den mig en gåde. Til sidst besluttede jeg mig derfor for at tage ind til en drømmetyder, som jeg havde fundet på nettet, for at få hjælp til at tyde min drøm.
Drømmetyderen boede øverst oppe i en kvistlejlighed på det indre Nørrebro. Hun var en midaldrende kvinde i midten af 50’erne, ikke så høj, med store, firkantede briller og brunt, krøllet hår. Hun gav mig venligt hånden, hvorefter hun førte mig ind i et værelse forenden af den lille entré. Værelset var smagfuldt indrettet, en Børge Mogensen sofa, to lænestole i lyst træ og brunt læder, et teaktræsbord og et gammeldags skrivechatol med en masse skuffer. Gulvet var belagt med et vævet tæppe i klare røde og blå farver, og der hang et ægte landskabsmaleri på væggen. Mellem de to store vinduer i værelset hang et whiteboard, og over sofaen hang et rundt spejl indfattet i en gammel træramme med udskårne mønstre. Der var ikke tændt noget lys i lokalet, kun dagslysets matte lys oplyste lokalet.
Hun bad mig tage plads i den ene lænestol. Der stod et fad med tre små, lyserøde kager på bordet. Der stod også en dampende varm kande te og to kopper på bordet. Måltidet så i al sin enkelhed meget indbydende ud. Drømmetyderen satte sig i den anden lænestol over for mig og skænkede te op. Hun så opmærksomt på mig og bad mig om at sætte mig godt til rette og fortælle om min drøm. Jeg gik i gang og gjorde mig umage med at genfortælle selv den mindste detalje: det frugtbare landskab i det fjerne, de kunstfærdige mønstre i vejen, den golde ørken, udmattelsen. Imens jeg fortalte, sad hun koncentreret og betragtede mig. Da jeg færdig med at fortælle, rejste hun sig og hentede papir og farveblyanter fra skrivechatollet, hvorpå hun bad mig tegne drømmen. Hun skænkede mere te op til mig og skubbede derpå forsigtigt fadet med de lyserøde kager over mod mig. Jeg var egentlig ikke sulten, men de så så indbydende ud, at tog jeg høfligt imod en. Jeg tog ganske forsigtigt en bid af kagen. Den smagte sødt og blomsteragtigt. Jeg fik straks lyst til at tage en bid til. Nu smagte den pludselig anderledes – mere friskt og syrligt. Jeg tog en ny bid, og for hver bid smagte den igen anderledes. I løbet af nærmest ingen tid havde jeg spist hele kagen. Jeg kiggede igen på fadet med de to sidste kager, og fik en ganske uimodståelig trang til at smage en til, og da drømmetyderen igen rettede blikket mod vinduet, tog jeg diskret en til, som jeg nærmest slugte som et sultent og grådigt barn, som var jeg bange for, at den ellers ville forsvinde for øjnene af mig. Der var nu kun én kage tilbage i fadet.
Så rettede jeg min opmærksomhed mod papiret og begyndte at tegne. Jeg begyndte med at tegne landskabet i det fjerne. Jeg gav mig god tid og brugte mange forskellige farver til at tegne det. Så tegnede jeg den snoede vej, der førte hen til landskabet. På min tegning kunne jeg tydeligt se, hvordan vejen var ufarbar og kun vanskeligt tilgængelig. På samme tid var den også et smukt og imponerende værk. Der var kun denne ene vej til landskabet i det fjerne. Til sidst tegnede jeg mig selv i ørkenen, et kæmpemæssigt landskab, der omgav mig fra alle sider. På tegningen så jeg pludselig selv meget lille og skrøbelig ud, et lille bitte menneske fortabt i en kæmpestor ørken, der truede med at vælde frem og opsluge det fra alle sider. Det var ikke rigtig gået op for mig før nu, at jeg var den eneste person i drømmen. Kun vejen manifesterede det tavse fravær af levede menneskeliv.
Jeg skubbede nu min tegning over mod drømmetyderen. Hun studerede den grundigt, og bad mig så igen om at kigge på tegningen og prøve at sætte ord på de tanker og følelser, som blev vakt. Jeg betragtede min tegning og ved synet af den snoede og kunstfærdigt udformede vej, blev jeg igen opfyldt af samme ærefrygt som i drømmen. Dernæst kiggede jeg på ørkenen, som slog mig som et fuldstændigt goldt og øde sted. Jeg mærkede i det samme noget koldt løbe ned ad ryggen på mig – samme skræk, som jeg følte i det øjeblik, hvor jeg plejede at vågne af drømmen, badet i sved. Jeg løftede blikket fra min tegning og så igen hen på drømmetyderen, som sad nysgerrigt og studerede mig, som var jeg et videnskabeligt objekt, der havde påkaldt sig hendes interesse. Da vores øjne igen mødtes, spurgte hun mig afventende, om der var noget, jeg var bekymret over i min dagligdag. Noget, som jeg gik og spekulerede over? Jeg rystede kategorisk på hovedet. Men jeg kunne alligevel mærke, at hun ramte et lille, blødt punkt i mig. Jeg kiggede ned på den lille person, som synes at kæmpe sin egen kamp helt alene i det golde ørkenlandskab.
Jeg kom pludselig til at mindes en episode, som jeg havde oplevet som ganske ung, jeg har nok været omkring 15 år. Jeg var på vinterferie i Norge med min far, og vi var taget op til et stort fjeld, hvorfra vi skulle starte dagens skitur. Da vi skulle til at smøre voks på vores ski, opdagede min far imidlertid, at han havde glemt sit skivoks nede i bilen, og han måtte tilbage og hente det i bilen på parkeringspladsen. Jeg selv blev siddende foran en stor elv, hvor det brusende vand med stor kraft strømmede forbi. Vandet fra elven kom fra en stor sø højere oppe, der stadig var dækket af is. Der var fart på strømmen, iskoldt smeltevand fyldt med en masse afbrækkede isflager, blev ført med ned gennem elven. Pludselig fik jeg øje på et lille dyr, der klamrede sig fast til en isflage, der havde sat sig fast mellem nogle sten i elven. Det var et lille harekid, der kæmpede bravt for at holde fast i isflagen. Det var ikke til at sige, hvor længe den havde kæmpet med at holde sig oven vande, men det lille kid rystede over hele kroppen. Den havde nok forvildet sig ud på den tynde is oppe på søen og var blevet ført med en isflage ned gennem elven. Pludselig var det som om, at dyret blev opmærksom på min tilstedeværelse, for det drejede et kort øjeblik hovedet mod mig, og jeg så direkte ind i dets forskræmte øjne. Jeg sad helt ubevægelig på stenen ved bredden, tryllebundet af det drama, der udspillede sig for øjnene af mig. Hvor lang tid der gik, mens episoden udspillede sig, kan jeg ikke huske. Næppe mere end nogle få sekunder. Så knagede isflagen faretruende, brækkede midt over og det lille kid forsvandt uden en lyd ned i elvens strømmende vandmasser. Min far var tilbage ganske få minutter senere, men jeg kan tydeligt huske, at jeg ikke fortalte ham om episoden. Som et sært og hemmeligt møde mellem mig og den vilde natur, var det som om hele episoden indkapslede sig, og som en østers, der klapper sammen om sin perle og synker ned på havets bund, lod den sig opsluge af bevidsthedens øvrige lag.
Hele denne barndomsepisode udspillede sig for mit indre blik. Drømmetyderen forholdt sig stadig i tavshed. Hun havde lagt de kasseformede briller fra sig på bordet og sad nu og betragtede sine hænder og negle, der var belagt med en mat, mørkeblå neglelak. Der var stille i rummet. Man kunne kun høre bilernes svage dundren nede fra gaden. Gennem vinduet kunne jeg se LED-gadelamperne og de øverste trætoppe fra Assistens Kirkegaard, som lå på den anden side af gaden, vaje blidt frem og tilbage i vinden. Der lå en tændstikæske på bordet, som jeg tog i min ene hånd. Jeg vendte æsken mellem mine fingre og lyttede opmærksomt til den knasende raslen fra tændstikkerne, når de stødte mod kanten af æsken. Jeg ville egentlig gerne have fortalt drømmetyderen om episoden, men jeg havde svært ved at finde ordene. Det var som om, jeg havde munden fyldt af tyggegummi, der gjorde det umuligt for mig at tale. Men tankerne synes at svæve stille som sæbebobler rundt i rummet mellem os.
Drømmetyderen kiggede stadig afventende på mig. Da vi havde siddet i tavshed en stund og jeg stadig ikke svarede, rejste hun sig op, tog en grøn spritpen og begyndte at tegne de forskellige elementer i min drøm på det store whiteboard på væggen. Imens forklarede hun om forskellige teorier inden for drømmetydning. Hun fortalte mig, at der altid er flere sider af en drøm: den kollektive og den individuelle, og at budskaber i vores drømme tit forklæder sig i symboler. Rejsen, vejen, ørkenen kunne alt sammen anskues som arketypiske symboler, fællesmenneskelige livstemaer, der strømmer op fra det underbevidste livs skatkammer. Rejsen var et arketypisk symbol, som typisk viser sig, når man står over for at skulle udforske nye sider af sig selv. Hun tegnede videre, det uopnåelige landskab i det fjerne kunne både symbolisere rejsens mål og angsten for at fejle – en angst, der typisk opstår, når man står over for noget nyt og ukendt. Landskabets frodighed kunne også anskues som en psykisk parallel til mit eget undertrykte følelsesliv. Ørkenen kunne både udtrykke manglende orienteringsevne, det at være faret vild, men kunne også anskues som en vilje til overlevelse på trods. Vejens betydning kunne man også forstå i forhold til selve den problemstilling, som hele drømmen handlede om.
”Var den snoet eller let tilgængelig? Følte du, at du var på rette vej eller på vildspor?”, spurgte hun, og kiggede på mig med et granskende blik. Jeg tænkte mig lidt om, men nåede end ikke at svare, førend hun genoptog sin talestrøm. ”Men husk nu”, sagde hun, ”der er sjældent kun er en tolkning på en drøm. Den kan snarere anskues som et åbent felt af muligheder. Vores drømme kan gøre os opmærksomme på noget, men i sidste instans er det altid op til drømmeren at finde meningen med drømmen”. Hun tænkte sig om et øjeblik og fortsatte så: ”En drøm er i virkeligheden lidt lige som en tom kageform”, hvorpå hun gik hen til skrivechatollet, åbnede den nederste skuffe og tog noget op. Det viste sig at være en silikone-kageform til muffins, som var fyldt med en masse små, hjerteformede fordybninger. ”I princippet kan du jo fylde hvad som helst i den”, sagde hun. ”Den er blot som en form, åben for muligheder”. Som for at understrege sin pointe tog hun en kop ned fra skrivechatollet, som var fyldt med perlegrus, og hældte forsigtigt noget af perlegruset over i en af de hjerteformede plasticfordybninger. Derefter tog hun et anden kop, som var fyldt med papirklips og hældte nogle af papirklipsene over i en anden fordybning i kageformen. ”Se”, sagde hun. ”Den er fyldt med muligheder. Der er elementer, der er fællesmenneskelige, men i sidste ende er det drømmerens opgave at finde betydningen af drømmen”
Derpå rejste hun sig op, og jeg forstod, at tiden var gået. Idet jeg rejste mig op, kom jeg uvilkårligt til at kaste et længselsfuldt blik mod kagefadet med den sidste, enlige kage. Drømmetyderen fulgte mit blik og rakte mig venligt kagefadet, mens hun spurgte om jeg ikke ville have den sidste kage. Jeg ville egentlig have sagt nej, for jeg skammede mig over mit umættelig begær, men min hånd rakte nu nærmest helt af sig selv ud efter fadet, og som en mekanisk gribeklo rækker ud efter sit bytte, greb den ud efter kagen og kom den i munden. Det var som om min hånd var blevet sit helt eget organ, der gav instrukser til resten af kroppen, der ikke længere kunne følge med. Pinligt berørt af situationen, kiggede jeg forlegent hen på drømmetyderen. Men trods min dybe skamfølelse, var det nærmest som om hun åndede lettet op, da jeg havde spist den sidste kage. Så smilede hun til mig, gav mig venligt hånden til afsked og ønskede mig held og lykke.