Vinden fra øst
Jeg har et yndlingssted nede ved havet. Man skal først kravle over et højt stengærde og derefter krydse et tæt krat med siv, så det er lidt besværligt at komme derned. De fleste dage er der derfor nærmest mennesketomt dernede. Jeg sætter mig i læ af det tætte sivkrat for at indånde den ferske lugt af saltvand og tang, lytte til havfuglenes hæse skrig og bølgernes skyllen-op-mod stranden. På stille dage som denne lyser bølgernes hvide skum op i det fjerne – en glimtende række metalliske blink, der slår gnister i solen. Der blæser en vind fra øst. En mild brise, der fører et frisk og køligt pust af saltvand og fyrretræer med sig. Jeg ved ikke helt, hvor vinden kommer fra. Men jeg ved, at vinden har været undervejs i millioner af år, og den i dette øjeblik forbinder dette sted ved havet med et sted i det fjerne.
Når jeg sidder her på stranden, er det mig altid en stor kilde til forundring at studere hvordan alle delene på underfundig vis synes at passe sammen. Som en masse små puslespilsbrikker er de enkelte dele nærmest foldet ind i hinanden og hænger sammen i et sindrigt system, uden at jeg dog på nogen måde kan gennemskue det bagvedliggende motiv. Det er måske i virkeligheden også ganske uden betydning. Langs sivene vokser strandkål og bidende stenurt og små krebsdyr og tanglopper bebor de store tangområder, mens løbebiller piler afsted som sendebude mellem bunkerne. Længere nede mod vandet, i bølgesprøjtzonen, er stenene tæt dækket med orange laver, blågrøn skvatalge og strandvortelav, der hæfter deres lange hyfer på små, stenede klippefremspring for at hænge godt fast, når bølgerne slår hårdt ind. De store bunker af udtørret tang nærmest vandet bebos af hoppende springhaler og er dekoreret af muslingeskaller og sneglehuse. Den hvide klit vrimler med organismer, som betinger og giver plads til hinandens eksistens. Sandspringerbillen hopper længdespring blandt marehalm og hjælme. Og helt øverst i fødekædens hierarki flyver klitoldenborren – Anomola dubia – som en ørkendronning med sine svirrende, sort-grønne vinger på konstant udkig efter byttedyr i sandet.
Når jeg på sådanne stille dage sidder her i klitten virker havet som en venlig hånd, der rækker ud efter mig. Ikke som noget man kan drukne i. Måske er det udsynet, jeg bedst kan lide ved dette sted. At kunne se langt, langt ud, se vandet strømme forbi fra alle sider – fra Atlanterhavet til Kattegat driver de strømmende vandmasser afsted, samler sig til små toppe og dale som var et vuggende silkelagen udspændt på havoverfladen. Det er som at stå midt i et bevægeligt kraftcenter, hvor en masse punkter mødes og brydes. Herfra kan jeg spinde tråde ud til alle verdenshjørner. Det er blot at følge denne strømmende bevægelse, som var en usynlig silketråd spundet ud på tværs af havoverfladen, så kan jeg nå alle vegne hen.